
AGS-idrætseleverne sejrede i årets romatch mod SSS
De hundredevis af fremmødte AGS-elever på kajen ved Alsion var nærmest i ekstase, da den fire-årers inriggerbåd fra AGS passerede under Kong Chr. X’s bro. Afstanden til den jagtende båd fra Sønderborg Statsskole var betragtelig, og efter en ellers lige start var sejren aldrig reelt i fare, efter bådene havde vendt ved bøjen i den anden ende af Alssund.
AGS vandt for andet år i træk den over 40 år gamle dyst på rå muskelstyrke, samarbejde og taktisk overblik. I firemandsbåden sad da også tre elever fra idrætsstudieretningen, hvoraf hele to elever havde sat sat skolerekord i romaskinerne til årets udtagelse.
Inde på kajen jublede kammeraterne højlydt, og flere benyttede lejligheden til et hurtigt havnebad for at kunne ønske båden tillykke helt tæt på.
Tillykke til Emilia d24, Anna e24, Sophia e24, Mikkel d24, Jacob d24 og Eskild e24, der roede den flotte sejr hjem.
Se billederne fra dagen her: