
AGS med i Ungdommens Nationale Klimafolkemøde
I samarbejde med Tuborgfondet inviterer Middelfart Gymnasium og HF, Aurehøj Gymnasium, Alssundgymnasiet Sønderborg til Ungdommens Nationale Klimafolkemøde torsdag den 2. september og fredag den 3. september. Udover Tuborgfondet, har eleverne allieret sig med Danske Gymnasier og Efterskoleforeningen.
Fokus på viden og handling
Arrangørerne tilbyder faglige oplæg, debat, workshops og klimahandling med mere end 40 programindslag på 4 scener i Sønderborg, Middelfart-Fredericia og København. Der vil være programindslag på engelsk, tysk og spansk.
Tuborgfondets donation gør det muligt for de deltagende gymnasier og skoler at tilbyde et meget alsidigt og inspirerende program, der bliver professionelt produceret og live-streamet af til alle ungdomsuddannelser og efterskoler m.m. i Danmark, som ønsker at deltage.
Et klimafolkemøde for alle unge
Formålet med Ungdommens Klimafolkemøde er at nå ud til samtlige unge på alle ungdomsuddannelsesinstitutioner i Danmark med et fagligt relevant og inddragende program, som kan kvalificere og inspirere undervisningen og den demokratiske debat om klima og klodens fremtid. Formålet er at inspirere de unge til at handle mere klimarigtigt og oprette miljøudvalg med fokus på klima og CO2-reduktion på alle skoler. Målet er på sigt at skabe årligt tilbagevendende ”klimadage” på alle ungdomsuddannelser i Danmark.
Kendte klimaaktivister og politikere deltager
Til dette års Ungdommens Klimafolkemøde kan man møde en række prominente gæster, debattører og foredragsholdere herunder: Forfatter og debattør Tor Nørretranders, Klimaminister Dan Jørgensen, forhenværende minister og EU-kommissær Connie Hedegaard, forfatter Caspar Eric, transportminister Benny Engelbrecht, klimaaktivist Anders Morgenthaler og mange, mange flere. De elevdrevne miljøudvalg på Middelfart Gymnasium og HF, Alssundgymnasiet og Aurehøj Gymnasium siger ved talsperson Amalie Frikke-Salling (3.c, Middelfart), at: Vores ambition med dette års ’Ungdommens Klimafolkemøde’ er at nå ud til så mange unge som muligt, så forhåbentlig alle skoler i Danmark kan få klima på dagsordenen og give os unge en vægtig stemme i klimadebatten. Tuborgfondets donation gør dette muligt, hvilket vi er meget taknemmelige for.
Christian Alnor, rektor på Middelfart Gymnasium og HF udtaler: Et af Gymnasiets vigtigste formål er at forberede unge til et liv med aktiv deltagelse i samfundet. Og hvad kan næsten være vigtigere end at hjælpe dem til at tilegne sig viden om klimaudfordringen, så de kan danne sig en holdning og blive aktive i skabelsen af en bæredygtig fremtid? Jeg håber, at vores miljøudvalg med initiativet til Ungdommens Klimafolkemøde kan være en inspiration for elever på andre ungdomsuddannelser i hele landet.
Tuborgfondet er glade for samarbejdet med uddannelsesinstitutionerne og sekretariatschef i Tuborgfondet Peter Giacomello siger: Tuborgfondet støtter initiativer, der engagerer unge i den grønne dagsorden og i kampen mod klimaforandringerne. Derfor er vi også begejstrede for at se gymnasieelever tage initiativ til klimafolkemøde for unge, og det bakker vi selvfølgelig op om.
Gymnasieeleverne har modtaget 300.000 kr. fra Tuborgfondet.
Kom og vær med – livestreamet er gratis for alle med mulighed for at deltage aktivt med debatspørgsmål m.v. over mobilen!