
AGS vil også styrke fællesskabet i 2. og 3. g-klasserne efter corona
”Vi har altid gjort meget ud af trivselsaspektet for vores nye elever, men i år må vi ikke glemme 2. og 3. g’erne”, fortæller rektor Jeppe Kragelund, der desværre har kunnet se konsekvenserne af COVID-19-nedlukningerne blandt eleverne.
”Vi står med en stor udfordring efter corona, hvor vi har flere unge mennesker, som har betalt alt for dyrt for at sidde på deres værelser og kigge i en skærm i stedet for at være sammen med deres kammerater. Den slags koster på trivsel og velvære og dermed også motivationen for at gå i skole og lære nyt”, forklarer han.
”Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at skabe de bedste rammer for de unge, når de starter igen på gymnasiet. Vores første initiativ er at starte skoleåret med en hyttetur for alle årgange, hvor fokus udelukkende er på at mødes og lære hinanden at kende igen.”
Ryste-sammen-ture kan faktisk være en rigtig god ide og investering, også selvom de ældre elever egentlig kender hinanden i forvejen. Det viser en undersøgelse foretaget af Sønderborg Kommune i samarbejde med Tænketanken Mandag Morgen med inddragelse af Sønderborg Ungdomsråd. Undersøgelsen, der hovedsageligt bygger på samtaler med unge fra lokalområdet, viser, at faglig demotivation og skoletræthed er nogle af de uheldige konsekvenser, nedlukningerne har medført. Rapporten anbefaler tiltag på skolerne, hvor lærere og eleverne prioriterer de inkluderende fællesskaber. Det kan en hyttetur, hvor man bor, spiser og laver aktiviteter sammen, være medvirkende til.
Den gode nyhed er også, at initiativerne virker. En anden undersøgelse fra København Universitet viser nemlig, at de uheldige effekter fra den ensomme coronatid ikke behøver at være længerevarende.
”Uanset hvad undersøgelserne siger, synes jeg også, det handler om at se eleverne i øjnene og spørge dem, hvad de har brug for efter en svær tid. Og her har der været enorm tilslutning til en tur med socialt fokus og teambuilding, som vi som gymnasium gerne vil støtte op om. Det er også vores ansvar som uddannelsesinstitution at hjælpe til med, at eleverne har det godt, både fysisk og psykisk, mens de er hos os og skal modtage undervisning.”