
Divya Das og Kim Bildsøe besøgte AGS
Studieværterne Divya Das (TV2) og Kim Bildsøe (DR) besøgte onsdag AGS for at fortælle om både deres professionelle og personlige oplevelser med at have boet i London og rapporteret fra Brexit.
Det er nu fem år siden, briterne stemte sig ud af EU, men det var først i starten af 2021, at de forlod det europæiske fællesskab. Brexit har delt nationen i to lejre, og selvom beslutningen nu både er taget og trådt i kraft, har stormen efter de politiske diskussioner endnu ikke lagt sig.
Kim Bildsøe og Divya Das har igennem længere tid boet og rapporteret fra centrum af begivenhederne i London, og deres førstehåndsberetninger fra landet på den anden side af Nordsøen var på en gang genkendelige og øjenåbnende – eller som en elev udtrykte det: ”Man var jo godt klar over flere af tingene, men de var virkelig gode til at fortælle om det, så man også forstod det bedre og samtidig lærte lidt nyt.”
Europæiske lande med drømme om øget selvstændighed er ved at blive mere og mere almindeligt, her knap 50 år efter, Danmark tilsluttede sig Det Europæiske Fællesskab i 1973. Og den stærke nationalfølelse var netop noget af det, man for alvor blev opmærksom på, når man bor i London, kunne de to studieværter berette.
Deres foredrag om Brexit er baseret på deres bog “Briterne og Brexit – en frontberetning” og kommer både omkring den særlige britiske stolthed, opdelingen i upstairs og downstairs, og hvorfor netop det er briterne, der er blevet så trætte af, at andre europæere skal bestemme over dem.
Efter deres beretning fik AGS-eleverne lejlighed til at stille spørgsmål om både Brexit og livet som studievært. AGS har flere tiltag for de samfundsinteresserede elever og deltager også aktivt i Det Europæiske Ungdomsparlament, MEP Europe.
Se billederne fra foredraget her: