Elever med handicap
Har du et handicap?
Støtte
Hvis du har et handicap i form af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, har du mulighed for at søge specialpædagogisk støtte (SPS) til din uddannelse.
SPS er en statslig støtteordning, der skal sikre, at elever med en funktionsnedsættelse kan gennemføre en ungdomsuddannelse på lige fod med andre. Funktionsnedsættelsen kan fx bestå i, at du bruger kørestol, ser eller hører dårligt, har en gigtlidelse, er ord- eller talblind eller lider af en opmærksomhedsforstyrrelse.
Støtten tildeles på baggrund af en faglig vurdering af dine behov og kan fx bestå i sekretærhjælp og/eller praktisk hjælp til at gennemføre skoledagen. Du har også mulighed for at få et bord eller en stol specielt udformet til dine behov, ligesom du kan låne forskellige nødvendige IT-hjælpemidler som en pc med særlige indlæringsprogrammer og en scanner. Endelig er der særlige støttemuligheder i forbindelse med prøver og eksamen.
SPS administreres af SU-styrelsen i samarbejde med skolen. Det er skolens opgave at ansøge om den nødvendige bevilling og efterfølgende anskaffe det bevilgede. Du kan læse mere om ordningen og mulighederne for støtte på http://www.spsu.dk/
For elever, der på grund af handicap ikke har mulighed for at følge det almindelige undervisningsforløb, kan det 3-årige forløb udstrækkes over 4 år. Du har endvidere mulighed for at blive fritaget for undervisningen i idræt C og erstatte det med et andet valgfag på c-niveau.
Indretning
Alssundgymnasiet er indrettet, så elever med næsten alle former for handicaps vil kunne gå i skole her. Kørestolsbrugere kan nemt komme rundt alle vegne i stueetagen, og til kælder- og 1. sal kan du benytte vores elevator. Skolen har flere handicaptoiletter, herunder et større badeværelse med toilet, håndvask og brusebad, der kan justeres i højden. Desuden er der en lofthængt lift og en briks, som gør det muligt for dig at få tøjet af og på i forbindelse med bad og toiletbesøg med hjælp fra en personlig hjælper.
Er du ordblind eller på anden måde hæmmet i din evne til at indlære, kan du få hjælp af vores læsevejleder, som er specielt uddannet til at hjælpe dig (læs om læsevejlederen her – læsevejlederens email: bl@ags.dk)
Ved ansøgning
Hvis du søger om optagelse på skolen og på forhånd ved, at du vil få brug for specialpædagogisk støtte, bedes du oplyse det allerede i forbindelse med din ansøgning. Så sørger skolen for, at alle hjælpemidlerne er klar til dig, når du starter i 1.g efter sommerferien. Hvis du har brug for yderligere oplysninger fra skolen, er du velkommen til at henvende dig til en af studievejlederne (læs om studievejlederne her) eller skolen på (email: ags@ags.dk)
Regler
Reglerne vedrørende specialpædagogisk støtte finder du her:
Bekendtgørelse af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser mv., nr. 937 af 22. september 2008, § 44:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=120859
Bekendtgørelse om uddannelsen til studentereksamen (stx-bekendtgørelsen) nr. 741 af 30. juni 2008, §142-143:
https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=132542
Bekendtgørelse om særlige tilskud til specialpædagogisk bistand ved ungdomsuddannelser m.v. nr. 873 af 1. september 2008: