Hvilken skole passer bedst til mig? Hvordan er 2. og 3.g’erne? Er lærerne venlige? Er fagene svære? Spørgsmålene kan være mange, når man skal vælge gymnasium. Vi spurgte to nystartede 1. g'ere.
Hvorfor valgte I AGS?
Amalie
Jeg var meget i tvivl og ville egentlig have valgt et andet sted, men da jeg var herude for at besøge skolen, følte jeg mig bare godt tilpas med det samme. Jeg tror måske, det er Gaden, kantinen og fællesområderne i husene, hvor alle kan være sammen på en afslappet måde, der giver en god stemning. Det er nok meget typisk for en mindre skole. Og så ville jeg selvfølgelig også gerne have en studieretning med idræt, som kun AGS har her i Sønderjylland.
Michael
Jeg endte også med at vælge AGS pga. fællesskabet. Jeg tror, det er vigtigt, at man selv mærker efter, hvor man har det bedst, i stedet for at vælge det, som ens familie eller venner siger. For mig var det fedt, at man gør så meget ud af det sociale. Når man starter, kommer man fx på hyttetur, hvor alle snakker sammen og lærer hinanden at kende. Og til hverdag er der et godt fællesskab – også på tværs af årgangene.
Hvordan er det så at gå her nu?
Michael
Jeg kan godt lide, at man hurtigt lærte lærerne at kende, og at de gør meget ud af at repetere folkeskolematerialet, så alle føler, de kan være med. Mange er jo lidt nervøse for, om niveauet er meget højere end folkeskolen, men mine lærere tog det meget stille og roligt.
Amalie
Det har virkelig levet op til mine forventninger. Der er sådan en god blanding af, at man lærer noget og har det rart på samme tid. Det er fedt, at vi alle kan sidde og spise sammen i kantinen, og når der er timer, bruger vi rigtig meget fællesområderne og stillerummene til gruppearbejdet.
"Jeg synes, man skal besøge gymnasierne og forestille sig, at man går derude: Føles det rigtigt at gå på gangene? At følge sin mavefornemmelse er tit det bedste."
Amalie, idrætselev på AGS
Hvordan er festerne herude?
Amalie
Det er bare mega griner! Alle er altid med ude på dansegulvet og give den gas – det er så sjovt. Jeg havde slet ikke troet, at der vil blive gjort så meget ud af det. Både til fredAGSbar og festerne er der altid arrangeret nogle skægge ting – og særligt til AGS’ fødselsdag bliver der virkelig lagt en stor indsats i at gøre det til noget særligt.
Michael
Ja, fødselsdagen er noget helt særligt herude. Alle klasserne har deres eget tema og konkurrerer om at lave det bedste fødselsdagsbord. Det er helt vildt, hvad folk finder på. Det giver igen den her gode fællesskabsfølelse, når alle er sammen om at lave noget.
Hvordan er det at gå på gymnasiet i forhold til folkeskolen?
Michael
Jeg kan godt lide, at timerne er længere på AGS, så man bedre kan huske og forstå tingene. Man kan også mærke, at lærerne har taget en lang uddannelse inden for få fag, som de er rigtig gode til.
Amalie
Ja, lærerne er simpelthen så engagerede og samtidig gode til at bringe energien over til eleverne.
Har I et godt råd til dem, der skal vælge gymnasium nu?
Amalie
Jeg synes, man skal komme ud på skolerne, stoppe op og forestille sig, at man går herude: ”Føles det rigtigt at gå på gangene?”. Det er tit det bedste at følge sin mavefornemmelse.
Michael
Ja, og læse alt det, der står på hjemmesiderne. Det giver tit et godt indtryk af skolen. Og så skal man bare tage det roligt. Det går alt sammen, og der er altid nogen klar til at hjælpe dig, hvis du er i tvivl om noget.