Studie- og ordensregler
Studie- og ordensregler ved Alssundgymnasiet Sønderborg
Godkendt af Pædagogisk Råd, Elevrådet og Bestyrelsen. Gældende fra 1. oktober 2019.
På Alssundgymnasiet Sønderborg gælder følgende lokale studie- og ordensregler. Reglerne er vedtaget på baggrund af Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 1077 af 13. september 2017 om studie- og ordensregler m.v. i de gymnasiale uddannelser.
Alle elever og ansatte på Alssundgymnasiet Sønderborg (AGS) er orienteret om regelsættet, som også er offentligt tilgængeligt på institutionens hjemmeside.
Indledning
§ 1. Formålet med studie- og ordensreglerne er at støtte en positiv og studiefremmende aktivitet på skolen samt at bidrage til et godt undervisnings- og læringsmiljø. Reglerne indebærer uanset deres konkrete indhold at du har pligt til umiddelbart og loyalt at efterfølge de konkrete anvisninger, som AGS giver for at opretholde eller genoprette god orden på skolen, uanset om disse gives mundtligt eller skriftligt. Reglerne understøtter AGS´s overordnede værdier om at være et rummeligt fællesskab præget af medansvar, glæde, sammenhold og respekt. Det er hverken muligt eller hensigtsmæssigt at opstille regler, der tager højde for enhver situation, der kan opstå. Studie- og ordensreglerne forudsætter derfor også, at alle er bekendt med almindelige normer for god opførsel og samvær.
Undervisningen
§ 2. Du skal møde rettidigt til timerne og deltage aktivt i undervisningen. Denne bestemmelse gælder også for deltagelse i undervisning, der finder sted uden for skolens område, for rejser, for selvstændigt arbejde, for virtuel undervisning og for obligatorisk vejledning. Skolen sørger for registrering af fremmøde, herunder registrering af for sent fremmøde, der også tæller som fravær. Der er mulighed for løbende at følge med i registreringen og gøre indsigelse mod evt. fejl. Ved sygdom angives dette som årsag til fraværet i skolens hertil indrettede system. Ved længerevarende sygdom kan ledelsen kræve, at du kommer med en lægeerklæring. Udgiften til lægeerklæring betaler du selv.
Stk. 2. Brud på bestemmelserne ovenfor kan føre til påtale fra lærer, studievejleder eller ledelsen. En påtale vil normalt først være mundtlig. Sker der ikke bedring vil påtalen blive efterfulgt af en skriftlig advarsel. En advarsel bortfalder normalt ved skoleårets udløb eller efter et år. En skriftlig advarsel over for en elev, der har begået, medvirket eller tilskyndet til snyd og lignende uretmæssig adfærd bortfalder dog normalt ikke. Hvis du ikke ændrer adfærd efter en skriftlig advarsel, kan der iværksættes sanktioner som angivet i § 8, stk. 1.
Skriftligt arbejde
§ 3. Du skal aflevere skriftlige besvarelser til tiden, der kvalitativt og kvantitativt følger de krav, der er fastsat af læreren. Brud på denne regel kan føre til sanktioner som angivet i § 8, stk. 1.
Stk. 2. I forbindelse med udarbejdelse af alle former for skriftlige besvarelser er der tale om snyd, hvis besvarelsen er udarbejdet af andre end dig selv, eller hvis besvarelsen indeholder længere passager afskrevet fra andre kilder uden tydelig henvisning til kilden. Gentaget snyd kan resultere i bortvisning fra uddannelsen (udmeldelse).
Stk. 3. Snyd i forbindelse med skriftlig eksamen håndteres efter retningslinjer angivet i ”Bekendtgørelse om visse regler om prøver og eksamen i de gymnasiale uddannelser” (BEK nr. 1276 af 27/11/2017):
§ 7. Besvarelsen skal være eksaminandens egen og selvstændige besvarelse. Såfremt hele eller dele af prøven afholdes som en gruppeprøve, skal besvarelsen, i det omfang dette følger af reglerne for prøven, være gruppens egen og selvstændige besvarelse. Stk. 2. Institutionen bortviser eksaminanden fra prøven eller tildeler eksaminanden karakteren -3 (minus tre), hvis eksaminanden i forbindelse med en prøve foretager sig handlinger for at skaffe sig eller give en anden eksaminand uretmæssig hjælp til besvarelse af en opgave. Det samme gælder, hvis eksaminanden benytter ikke-tilladte hjælpemidler, udgiver andres arbejde for at være sit eget eller afleverer eget tidligere bedømt arbejde uden henvisning hertil.
Stk. 4. For skriftlig eksamen vil omeksamen ske ved den efterfølgende eksamenstermin. For SRP betyder det ved næste skoleårs opgaveskrivning. I alle tilfælde kan du gå til eksamen på normale vilkår i alle andre fag; men et eksamensbevis kan først udstedes, når omeksamen er gennemført med en karakter.
Stk. 5. Snyd i forbindelse med hjemmeopgaver kan læreren vælge at indberette til skolens ledelse. Snyd medfører en skriftlig advarsel eller en anden sanktion, som indføres i Lectio. Besvarelsen takseres til -3 (minus tre). Ved gentagne tilfælde af snyd i ét eller flere fag kan du blive overført til eksamen på særlige vilkår i alle afsluttende fag det pågældende år eller i yderste konsekvens bortvisning (udmeldelse).
Stk. 6. Du skal deltage i de planlagte terminsprøver, årsprøver og lignende evalueringer. Fravær, uden en af ledelsen godkendt gyldig grund eller dokumenteret sygdom, kan medføre bortvisning (udmeldelse) fra skolen.
Ordensregler
§ 4. Der gælder følgende regler for orden og samvær på AGS:
1) Du må som udgangspunkt ikke forlade undervisningen.
2) Du skal deltage i den planlagte undervisning, og følge underviserens anvisninger.
3) Hvis du medbringer mobiltelefon, så skal den i alle undervisningssammenhænge være pakket væk i f.eks. taske og være slukket, medmindre din lærer ønsker, at du bruger telefonen som del af undervisningen.
4) Anvendelse af PC og tablets i timerne skal ske som understøttelse af den igangværende undervisning og ud fra lærerens anvisninger.
5) Du må kun indtage mad i kantinen, auditoriet og Gaden. Ved særlige arrangementer efter lærerens anvisning kan der gælde andre regler. Vand og lign. må gerne medbringes i undervisningslokaler, dog ikke under øvelser i naturvidenskabelige fag.
6) Affald må ikke efterlades eller henkastes på skolens areal.
7) Du må ikke ryge, tage tyggetobak, indtage alkohol eller andre rusmidler i undervisningstiden.
8) Du må ikke møde beruset eller rusmiddelpåvirket til undervisningen.
9) Hvis du møder synligt beruset op til fester eller andre arrangementer på skolen, vil du blive sendt hjem.
10) Du må ikke medbringe og indtage euforiserende stoffer på skolen. Dette forbud gælder både i skoletiden og ved arrangementer efter skoletid. Skolen kan anmode om, at du frivilligt medvirker til en test for rusmidler.
11) Skolen tolererer ingen former for vold.
12) Skolen tolererer i overensstemmelse med skolens anti-mobbepolitik ikke mobning.
13) Du må ikke dele lyd- og billedoptagelser af en anden person uden dennes samtykke. Krænkende indhold må under ingen omstændigheder deles og skal slettes øjeblikkeligt.
Stk. 2. Skolens ordensregler gælder også i din fritid, hvis din adfærd på f.eks. de sociale medier har en direkte og negativ indflydelse på undervisningsmiljøet.
Stk. 3. Reglerne indebærer uanset deres konkrete indhold en pligt for alle til umiddelbart og loyalt at efterfølge de konkrete anvisninger, som institutionen giver for at opretholde eller genoprette god orden på institutionen, uanset om disse gives mundtligt eller skriftligt.
Stk. 4. Brud på ordensreglerne ovenfor kan føre til påtale fra lærer, påtale fra ledelsen eller hjemsendelse i en eller flere dage med brev til forældrene eller andre sanktioner som angivet i nedenfor § 8, stk. 1. Brud på reglen § 4, nr. 8, nr. 9 og nr. 10 kan medføre bortvisning fra skolen (udmeldelse).
Skolens udstyr og inventar
§ 5. Alle forventes at omgås skolens bygninger og inventar med omtanke. Du skal følge de forskrifter, der gælder for brug af skolens udstyr samt behandle skolens inventar og øvrige udstyr – fx idrætsredskaber, cykler, apparatur i de naturvidenskabelige fag, musikinstrumenter – hensynsfuldt og med omtanke.
Stk. 1. Alle forventes at behandle inventar, bygninger osv. ordentligt. Ud over at man naturligvis ikke må ødelægge vægge med graffiti eller beskadige møbler betyder det, at der jævnligt skal luftes ud i klasserne og at alle forventes at rydde op efter sig selv både i klasseværelserne og i fællesarealer. Der skal sættes stole op efter 3. og 4. modul.
Stk. 2. AGS er en grøn skole med fokus på bæredygtighed og fornuftig ressourceudnyttelse. Alle forventes derfor at vise omtanke med forbrug af lys, varme og vand, at sortere affald i de opstillede skraldespande og i øvrigt at vise omtanke for miljøet i det daglige på skolen
Brud på disse regler sanktioneres som angivet i § 8, stk. 1.
Ekskursioner og rejser
§ 6. Som udgangspunkt gælder de samme regler under ekskursioner og rejser som ved den daglige undervisning på skolen. Du skal derfor også på ekskursioner samt studie- og udvekslingsrejser følge det planlagte program og opføre dig efter de retningslinjer, som skolen har foreskrevet. Brud på disse regler kan medføre hjemsendelse for egen regning. Efterfølgende kan der blive tale om sanktioner som hjemsendelse fra skolen i en eller flere dage og i grove tilfælde bortvisning (udmeldelse) fra skolen.
Oprykning
§ 7. Oprykning til næste klassetrin er betinget af dit standpunkt, og at du har haft et tilstrækkeligt udbytte af undervisningen. Ved skoleårets afslutning vurderer skolen dit standpunkt og udbytte af undervisningen.
Stk. 2. Du har krav på oprykning, når du har 2,0 eller derover i et uvægtet gennemsnit af de karakterer, der er opnået ved afslutningen af et skoleår og har aflagt de krævede prøver som årsprøver, større skriftlige opgaver, projektopgaver og lignende. Årskaraktererne i gymnasiet medregnes i gennemsnittet.
Sanktioner
§ 8. Brud på reglerne ovenfor (§§ 1-7) kan – hvor der ikke er fastsat særlige bestemmelser – medføre følgende sanktioner fra skolens ledelse.
1) Fratagelse af retten til SU i en periode, indtil studieaktiviteten er tilfredsstillende igen.
2) Hel eller delvis udelukkelse fra konkrete arrangementer eller aktiviteter.
3) Forbud mod i en periode at medbringe bestemte private genstande eller typer af genstande (som fx mobiltelefon). I skoletiden og efter skoletid kan skolen tilbageholde genstande.
4) Midlertidig udelukkelse fra undervisningen i en kortere eller længere periode på op til 10 dage på et skoleår (Der registreres fravær under udelukkelsen).
5) Henvisning til at aflægge prøve i enkelte eller alle fag, der kan afsluttes med prøve på det pågældende klassetrin det pågældende skoleår.
6) Fortabelse af retten til at blive indstillet til prøve i et eller flere fag, der afsluttes med prøve det pågældende skoleår. Prøve i det eller de pågældende fag skal herefter aflægges det følgende år, hvis skolens ledelse træffer beslutning om, at du på trods af en eller flere manglende prøver kan oprykkes til næste klassetrin.
7) Henvisning til status som selvstuderende.
8) Bortvisning fra uddannelsen (udmeldelse).
Stk. 2. Hvis ledelsen skønner det formålstjenligt, kan iværksættelse af sanktionen gøres betinget af, at du ikke igen overtræder skolens studie- og ordensregler i en nærmere fastsat periode.
Stk. 3. Sanktioner fastsættes af skolens ledelse på baggrund af rimelighed og relevans og ikke nødvendigvis i ovenstående rækkefølge. I særlig alvorlige tilfælde eller i gentagelsestilfælde kan en sanktion iværksættes uden forudgående skriftlig advarsel.
Stk. 4. Skriftlige advarsler og sanktioner gives til dig og til person(er) med forældremyndigheden over dig, hvis du er under 18 år. Advarsler og sanktioner fremsendes i e-Boks.
Stk. 5. Der er mulighed for at klage over skolens sanktion i forbindelse med brud på studie- og ordensreglerne og over skolens afgørelse om at nægte oprykning. Du selv eller person(er), der har forældremyndigheden over dig, hvis du er under 18 år, kan indgive en klage. Klagen skal indgives senest to uger efter afgørelsen, og den skal være skriftlig. Klagen rettes til Undervisningsministeriet, men den skal afleveres til rektor. Rektors kommentar til klagen kan med én uges frist kommenteres af dig og/eller person(er), der har forældremyndigheden. Kommentaren vedlægges klagen til Undervisningsministeriet. En klage til ministeriet har ikke opsættende virkning.
Godkendt af PR d. 9/8-19, elevrådet d. 3/9, bestyrelsen d. 12/9 2019