Spring til indhold
Besøg af den amerikanske ambassadør

Besøg af USA’s ambassadør

AGS-eleverne fik fornemt besøg af den amerikanske ambassadør, der under stort opbud af sikkerhedsfolk, journalister og ansatte på den amerikanske ambassade ankom til Alssundgymnasiet i en kortege af tre store biler efter et besøg hos Danfoss.

”Kender du, og er du enig i, sætningen: America is the greatest country in the world?” Sådan lød et af spørgsmålene, da AGS mandag 21. januar havde fået fornemt besøg af den fungerende amerikanske ambassadør, Mr. Stuart A. Dwyer.

AGS-eleverne fik en hel time i klasseværelset med diplomaten, der under stort opbud af sikkerhedsfolk, journalister og ansatte på den amerikanske ambassade ankom til Alssundgymnasiet i en kortege af tre store biler efter et besøg hos Danfoss. Dwyer blev budt velkommen og vist rundt på gymnasiet af rektor, herunder en lille demonstration af observatoriet, hvis funktion med at kunne fjernstyres af eleverne hjemme på deres værelser imponerede den amerikanske udsending. ”Wau, that’s really impressive,” som ikke lyder mindre overbevisende, når det siges på syngende amerikansk af en omkring to meter høj ambassadør i sort jakkesæt.

Den primære fokus for besøget var dog ikke AGS’ stjernekikkert, men meningsudvekslingerne med AGS’ samfundsfagselever, som med Dwyers egne ord er ”særdeles vigtige for en diplomats arbejde”. Ambassadøren var derfor meget interesseret i at høre, hvilke tanker AGS-eleverne gjorde sig om USA og ikke mindst deres rolle i international politik. Og AGS-eleverne var på deres side både interesserede i karrieren som diplomat samt USA’s holdning til Rusland og invasionen af Ukraine.

Dwyer har tidligere arbejdet i Moskva med at etablere forretningsmæssige kontakter mellem USA og Rusland, og også derfor var det særligt smertefuldt for ham at se, hvordan Putin nu smider alt det diplomatiske arbejde i skraldespanden med sine aggressive fremfærd i Ukraine. ”Det er forfærdeligt at være vidne til. Først og fremmest for det ukrainske folk af indlysende årsager, men det er altså også en tragedie for mange russere, som er blevet ført ned ad en blindgyde med Putins politik,” udtrykte han.

På de mere kritiske spørgsmål, som der også er plads til, selvom man har fornemt besøg af USA’s ambassadør, svarede Dwyer, ja, meget diplomatisk. ”Ja, jeg har hørt America is the greatest country in the world før, men jeg forstår udmærket, at der også er negative sider af USA. På den anden side er det jo mit hjem, og jeg tror, alle har et særligt forhold til deres hjem.”

AGS-eleverne var både beærede og lidt benovede over besøget. ”Det er spændende at møde en mand i hans position, og hvis ord har så megen vægt,” fortæller Signe Uldall Juhl, der læser studieretningen med samfundsfag og matematik. Men hun er også helt klar over diplomatiets spilleregler. ”Man kunne nu godt mærke, at han ikke kunne tale helt frit om alle politiske spørgsmål.”

Studieretningerne med samfundsfag på A-niveau arbejder med både national og international politik, hvor der bl.a. undervises i amerikansk udenrigspolitik.

Læs også Jydske Vestkystens artikel om besøget her.

Se indslaget på TV2 Syd Nyheder her. Det starter ved 11:38.